Vores "Fellow", den franske bjergbestiger Charles Dubouloz, afsluttede tirsdag en 13-dages tur i Écrins-massivet med omkring ti bestigninger på programmet. Vi spurgte ham om oprindelsen og udførelsen af denne bedrift.

Hvordan forbereder man et sådant projekt med så mange bestigninger? Havde du nogen bekymringer?

⁣⁢Min idé var at tage til dette massiv og opdage så meget som muligt. Min kendskab til terrænet var meget begrænset, så jeg brugte meget tid på at studere topos og kort. Jeg fandt værdifulde bøger (Labandes) på biblioteket på ENSA (Ecole Nationale Ski et Alpinisme), som hjalp mig meget. Jeg kontaktede også kolleger, der er guider i området, og som kender stedet godt. Efter mange timers forberedelse havde jeg en præcis idé om mit projekt.
I denne fase var der især mange ukendte faktorer, især vedrørende visse forbindelser mellem bjergflankerne. Bekymringen melder sig uundgåeligt dagene op til afgang, som før ethvert mål.
Fysisk har jeg også fokuseret min træning mere på udholdenhed og lidt mindre på klatring for at kunne klare de til tider lange dage.⁤⁣

⁣⁢Hvordan var din typiske dag under denne tur?⁤⁣

En opvågning midt om natten efterfulgt af en natlig tilgang. Generelt starter klatringen ved daggry og varer en stor del af dagen. Derefter en nedstigning og en forbindelse til den næste hytte... Nogle timers søvn, før man gør det igen dagen efter.

⁣⁢Hvad finder man i din rygsæk til en 13-dages ekspedition ved afgang?
Det absolut nødvendige minimum... men det er allerede for meget! Rygsækken er betydelig: omkring 10 kg. Et reb, kiler, sele, steigeisen, en isøkse, klatresko, noget varmt tøj, lidt mad, 1 liter vand... Det skal dog præciseres, at for denne type projekt tæller hvert gram, og alt bliver vejet, før afgang. Intet er overladt til tilfældighederne!⁤⁣

⁣⁢Hvad var dit bedste minde under ekspeditionen? Og hvad var din største forskrækkelse?
Det bedste øjeblik var måske toppen af Olan på 10. dagen... jeg kunne se alle de bjerge, jeg lige havde besteget. Ruten, jeg havde valgt, virkede logisk fra oven. Et smukt øjeblik af lykke delt med Joseph, min klatremakker på det tidspunkt. Jeg havde ingen stor forskrækkelse, men snarere mindre behagelige passager. Især på visse meget sprukne gletsjere, hvor man skal sno sig for at undgå huller, eller stenskred i nordvæggen af Olan. Sikke en stemning.⁤⁣

Du gennemførte den første del alene, hvad var din sindstilstand i de dage? Og derefter, da dine ledsagere sluttede sig til dig?
Jeg kan lide at bevæge mig alene i bjergene. Alt bliver forstærket, fra beslutningstagning til øjeblikke med tvivl eller lykke. Men engagementet, især i dette terræn (sprukne gletsjere og dårligt klatresten), er meget vigtigt. Man skal derfor formå at bevare en vis margen, selvom alt på et tidspunkt ikke kun afhænger af mig, men også af held. Det er jeg bevidst om, og derfor forsøger jeg ikke at misbruge det.
Da Joseph sluttede sig til mig, var det lykke. Presset faldt klart en smule, fremover kan jeg også regne med en solid klatremakker til bestigningerne... det ændrer meget! Derefter sluttede Antoine sig til mig for de sidste 2 etaper, han var frisk og i fuld form. Vi kunne fortsætte med at presse "maskinen" for at lukke cirklen så hurtigt som muligt.

Hvad fik dig til at holde dette høje tempo i 13 dage?
Uden tvivl træningen... den fra de seneste måneder, men også alle de timer, jeg har brugt udendørs på at løbe, klatre, overnatte osv... siden barndommen.
Og så uden tvivl en stor motivation i dette projekt. Lysten til at opdage alle disse smukke bjerge!

Efter et sådant eventyr og en exceptionel præstation, hvad har du planlagt for de kommende måneder?
Lige nu lidt hvile og derefter forberedelse af en ekspedition til Nepal til efteråret. Det er kun om 1 måned, så det kommer hurtigt...