Portræt af illustrator Florent Manelli
Vi benyttede os af det gode vejr til at møde Florent Manelli, en parisisk illustrator med en pop og farverig fantasi. Denne Vuarnet Day er derfor en mulighed for os til at introducere jer til denne talentfulde kunstner ved at se på oprindelsen af hans projekt, hans umættelige behov for at tegne og hans fascination af portrættet.
Fotokredit: Vincent Perraud
Hej Florent, for at starte og for dem, der endnu ikke kender dig, kan du så præsentere dig selv?
Hej Tom, jeg er 27 år gammel, jeg er født i Perpignan og har boet i Paris i 8 år. Jeg arbejder med kommunikation, og ved siden af er jeg illustrator.
Hvordan blev du introduceret til tegning og illustration, og hvorfor valgte du denne udtryksform frem for en anden?
Jeg har altid elsket at tegne, skabe, skrible. Mine første tegneundervisning tog jeg som 6-årig: store ark dækkede væggene i klasseværelset, hvor jeg var, og jeg kunne tegne, hvad jeg ville, med de medier, jeg valgte. Det var mine første kreative glæder, den første fornemmelse af frihed på papiret, duftene, berøringen og især fornemmelsen af at være i en boble et øjeblik.
Jeg har også en mere visuel end auditiv hukommelse: billeder vil tale mere til mig end ord, et maleri mere end et digt, en film mere end en bog. Jeg har praktiseret mange kunstneriske discipliner og mærkeligt nok nægtede jeg mig selv at tegne i lang tid, da jeg voksede op. Jeg syntes, jeg intet havde at sige gennem dette medie.
Hvis jeg ikke tager fejl, havde du et ægte vendepunkt, da du tilbragte 6 måneder i Montreal?
Faktisk var det under et 6-måneders ophold i Montreal i 2013, at illustrationen "faldt" over mig. Jeg boede på det tidspunkt i et loft med 4 andre personer, herunder en sangerinde, Elena, som i dag er blevet en meget nær ven. En aften begyndte vi at tale om musik, kunst generelt, men især om den skabende frihed, der er unik for Montreal, hvor enhver, der har en idé, et kreativt koncept, kan starte sit projekt uden at blive spurgt, om de har en uddannelse til det, om de har studeret det ene eller det andet.
Denne samtale var et sandt vendepunkt, og jeg begyndte at tegne enormt meget, som et behov og en følelse af at have undertrykt det alt for længe. Jeg fortsatte, min stil udviklede sig over månederne, jeg holdt min første udstilling i loftet, hvor jeg boede, få dage før jeg forlod Montreal, og den energi, som denne by gav mig, tog jeg med mig i mine kufferter til Frankrig.
Hvor stor betydning tillægger du rejser? At tage ud for at opdage nye steder, nye kulturer?
Montreal gav mig meget mere end nogen anden by, jeg har boet i. Den gav mig den smag af frihed, jeg manglede for fuldt ud at kaste mig ud i min kunst, i mit liv, for at få selvtillid, lytte til mig selv og opdage mig selv.
Rejser er øjeblikke med "nødvendig ubehag" for mig. Jeg er snarere en ængstelig person, jeg kan lide at have mine holdepunkter og mine vaner, men jeg ved, at det kun er ved at rejse, ved at opdage nye kulturer, at man ændrer sig, at man åbner sig for verden, for andre og for sig selv. Hver rejse i mit liv har bidraget med noget nyt til min stil uden at transformere den fuldstændigt.
Portrætter fylder utroligt meget i dit arbejde, kan du fortælle os om denne besættelse?
Ansigtet fascinerer mig. Vi er alle forskellige, hver af vores træk gør os unikke, og mangfoldigheden af ansigter betager mig. Vores ansigt definerer os som person, selvom det kun er en skal, det er det, der adskiller os, rent visuelt, fra andre. Jeg, som er en ivrig fortaler for forskellighed og accept af denne forskellighed, er portrættet et ideelt emne til det.
Jeg elsker også "knækkede ansigter", mindre almindelige ansigter, de er mere interessante at tegne, fordi de ikke er symmetriske og afviger fra de normer, vi er vant til, og som vi ser i medierne og reklamerne. Det er sandsynligvis denne forskel, jeg kan lide. Rossy de Palma eller Rick Owens har ansigter, jeg kunne studere i lange minutter.
Hvilke kunstnere eller kunstretninger inspirerer dig mest?
Hvad angår mine egne inspirationer, er jeg stor fan af Andy Warhol. Hans værker var en ægte visuel forelskelse for mig, da jeg var omkring 13-14 år. Han fik mig efterfølgende til at interessere mig mere generelt for Pop Art, og derefter for andre retninger som surrealisme, realisme, kubisme. Og for andre visuelle kunstnere som Keith Haring, Basquiat, Frida Kahlo, David Hockney, Jean Cocteau osv. Hans forhold til billedkunst er utroligt, ligesom det mysterie, han skabte omkring sig selv. Der er også en hel flok af Instagram-illustratorer, der inspirerer mig, fra Ricardo Cavolo til Carla Fuentes, for ikke at glemme Luke Edward Hall og Inès Longevial.
Hvilke projekter har du i øjeblikket? Og hvor kan man se dit arbejde?
Jeg deltager i en kollektiv udstilling på Vitrine 65-galleriet (Paris 3e) fra den 10. til den 20. maj. Jeg har også arbejdet på en serie portrætter i et stykke tid, som jeg gerne vil lave af LGBT-aktivister og måske udstille dem. Jeg er ved at læse bøger om emnet og opbygge en billedbank. Jeg tror, det kommer til efteråret. Hvad angår mit arbejde, kan du finde det på Instagram eller min hjemmeside.
Endelig, et sidste spørgsmål: kan du give os din vision af en Vuarnet Day?
En solrig, kold og tør vintermorgen. Jeg drikker en kop kaffe, lytter til Amy Winehouse og leder efter ansigter at tegne på internettet. Derefter ender jeg med at gå ud for at få lidt frisk luft og købe tegnegrej. Mit hoved myldrer med idéer, og jeg afslutter min dag med et godt måltid og et glas rødvin med mine venner!
