Christian Clot, moderne opdagelsesrejsende
Christian Clot har været opdagelsesrejsende i over 20 år. Han rejser kloden rundt for videnskabens skyld. Hans speciale? Ekspeditionerne i fjendtlige miljøer. I 2016 begav han sig ud på et nyt eventyr, ADAPTATION — 4×30 dage. Hans mål er successivt at krydse de 4 mest ekstreme miljøer på planeten for bedre at studere menneskekroppens tilpasningsevne. Det er med glæde, at vi deltager i dette eventyr ved at forsyne ham med den bedst mulige solbeskyttelse. Vi benyttede hans tilbagekomst fra Patagonien til at møde ham og stille ham et par spørgsmål.
Fotokredit: Les Zeppelins
Hej Christian, for dem der ikke kender dig, kan du så præsentere dig selv med få ord?
Christian Clot, 44 år, har nu i lidt over 20 år ledet ekspeditioner forskellige steder på kloden med en videnskabelig problemstilling bag hver gang. Det kan være geografisk eller fysisk, for eksempel inden for glaciologi, eller mere orienteret omkring det menneskelige, som etnologi eller antropologi. Men i omkring ti år nu har jeg dedikeret alle mine ekspeditioner til forskning og forståelse af menneskers tilpasning i fjendtlige miljøer.
Du sigtede mod en karriere som skuespiller? Hvordan blev du eventyrer?
Det er faktisk snarere omvendt. Da jeg var lille, ville jeg være opdagelsesrejsende, det var et stort ønske. Jeg elskede at tilbringe min tid i skoven, midt i naturen. Derefter, da vi gik i skole, lærte man os, at opdagelsesrejsende ikke er et erhverv, at man i dag allerede kendte alt, og at der derfor ikke var mere at udforske. Jeg valgte derfor et andet erhverv, skuespiller, som forekom mig ret spændende og som tillod mig at udleve mine passioner for forskning og opdagelse. Nogle år senere, da jeg gik tværs over Nepal til fods, mødte jeg meget isolerede befolkningsgrupper, som aldrig havde set hvide mænd. Det var et sandt vendepunkt. Jeg indså, at der stadig var områder at opdage, så jeg opgav min skuespillerkarriere for igen at blive det, jeg var som barn, nemlig at udforske.
Før du tager på ekspedition, følger du så en særlig forberedelse for at akklimatisere dig til dit fremtidige miljø?
Ja, jeg forbereder mig seriøst. At ville være opdagelsesrejsende er én ting, men at blive det i virkeligheden er en anden. Med hensyn til den fysiske kondition har jeg altid dyrket meget bjergbestigning, så jeg var ret klar på den front. Derefter måtte jeg bevæge mig i alle terræner, ørkenen, bjergene, skovene eller havet for at lære disse miljøer at kende, forsøge at tæmme dem så meget som muligt. Derefter, med hensyn til viden, måtte jeg genoptage en masse studier, som jeg ikke rigtig havde lavet eller lyttet ordentligt til i skolen (griner). Jeg tog kurser i sprog, geografi, fysik, og derefter supplerede jeg med viden inden for neurovidenskab og fysiologi, som er uundværlige for mine ekspeditioner.
For nylig har du altså påbegyndt et nyt soloeventyr, Adaptation 4X30 dage. Kan du fortælle os om det?
Som jeg fortalte dig, har jeg nu i omkring ti år arbejdet med menneskets modstandskraft over for en krisesituation. Jeg arbejdede længe på det psykologiske aspekt, men jeg manglede et grundlæggende aspekt: at vide, hvordan den menneskelige hjerne er i stand til at tilpasse sig disse situationer. I 2014 besluttede jeg mig derfor for at arrangere denne ekspedition for at udføre ny forskning. Målet er at forstå, hvordan det kognitive system tilpasser sig ekstreme situationer, at studere forvandlingen af hjernen og den menneskelige krop i disse svære øjeblikke. Jeg forestillede mig derfor denne ekspedition, hvis formål er at tage til de fire mest ekstreme miljøer på planeten. Princippet er at tage afsted i 30 dage hver gang for at have tid til at observere en udvikling i kroppens og hovedets adfærd.
Og hvis jeg ikke tager fejl, følger du en rute?
Der er to grunde til ruten. Den første er ideen om, at hvis jeg slog mig ned et sted, kunne jeg skabe en struktur, der ville tillade mig at "leve bedre", og det er ikke helt det, vi søger. Ved at bevæge mig tvinger jeg mig selv til konstant at genoverveje. Derefter er der en anden grund: videnskabsfolkene, som jeg arbejder med, og jeg selv er enige om, at begrebet motivation er meget vigtigt for at tilpasse sig en ny situation. Man skal finde en grund til at tilpasse sig, og et mål, en rute, en bevægelse er en stor motivationskilde.
Din første ekspedition fandt sted i den iranske ørken Dash-e-lut, med temperaturer omkring 60 °C. Kan du fortælle os lidt om denne rejse?
Fra et videnskabeligt synspunkt er det stadig lidt tidligt at drage konklusioner, da det altid er langsigtede analyser. Vi har også brug for sammenligningsgrundlag, så vi har brug for de data, jeg vil indsamle i de andre miljøer. Men alligevel, det interessante et sted som Dasht-E Lut, en ørken der er relativt flad og ensartet, er, at der er meget præcise variationer i løbet af dagen: lidt kølighed om morgenen, en ekstrem temperaturstigning i løbet af dagen, og derefter en ro om aftenen med relativt kølige nætter, omkring 25 °C. Dette gør det muligt for mennesker at opnå en relativt hurtig tilpasning, da de kan sætte sig kortsigtede mål. Hvis man har det meget dårligt i et stykke tid, især midt på dagen, ved man, at det vil stoppe om et par timer, så man kan projicere sig frem. Hvorimod i et miljø som Patagonien, hvor alt altid ændrer sig, kan man ikke projicere sig på samme måde.
Du blev afbrudt efter 20 dage af de iranske efterretningstjenester, jeg forestiller mig din overraskelse, da du så dem ankomme?
Ja, Dasht-E Lut ligger ved den iranske og pakistansk-afghanske grænse, og da jeg var der, var der desværre stor aktivitet fra Taliban mellem disse to lande, i det område hvor jeg befandt mig. Nogle forsøgte at krydse Iran for at komme til Syrien. For at gøre det ville de krydse ørkenen i Jeep, og de iranske myndigheder, nok lidt tilfældigt, stoppede mig. Jeg blev tvunget til at afbryde ekspeditionen af sikkerhedsmæssige årsager for at undgå, at jeg fik et dårligt møde.
Du har netop afsluttet din anden ekspedition i hjertet af Patagonien, et af de få steder, hvor luftfugtigheden kan være høj, og temperaturerne negative. Hvordan gik det? Var det sværere end Iran?
Faktisk viste dette miljø sig at være mere kompliceret end ørkenen. De ekstreme spidser er lidt mindre voldsomme, men der er den berygtede uregelmæssighed i klimaet, som er meget svær at håndtere, især i kajak. Sejlforholdene var meget usikre. Jeg kunne tage afsted om morgenen i ret roligt vejr og på få minutter rejste meget voldsomme vinde sig. Man er tvunget til at tænke i nutiden, og det skaber en stor vanskelighed for menneskelig tilpasning. Især for os, vesterlændinge, der har en stærk tendens til altid at ville projicere os selv på lang sigt. Her skal vi lære igen at acceptere, at vi kun er et element blandt disse umådelige universer, og det kræver, at vi fungerer på fuld kapacitet konstant.
Så efter din mening er det miljøet, der sandsynligvis vil være det mest krævende, du vil operere i?
Jeg ved ikke, om det bliver det mest krævende, men det er i hvert fald det, der kognitivt er mest udmattende. Vi skal altid være opmærksomme og derfor altid i overgear, hvor man i andre miljøer nogle gange kan sænke tempoet. Men det bliver interessant at sammenligne med Amazonas. Hvis klimaet er relativt stabilt i dette miljø, bliver vi nødt til at håndtere en meget mere fjendtlig fauna og flora, hvilket kan skabe en vis spænding, der vil være interessant at studere.
Hvilken type data indsamler du på stedet? Hvordan gør du?
Der er tre forskellige typer data. Der er de objektive data med apparater, der måler for eksempel min hjerteaktivitet, min fysiologiske eller kognitive aktivitet. Derefter en anden kategori af arbejde, der vil ligne spørgeskemaer i forhold til, hvad jeg oplever i miljøet. Hvordan oplever jeg tingene på stedet? Derefter er der en tredje type data, som vil være fysiske data fra terrænet, som vejret. Ved at kombinere alle disse data og med hjælp fra de forskellige forskere og laboratorier, der deltager i eventyret, vil vi lave korrelationer mellem alle disse elementer.
På trods af disse ekspeditioners sværhedsgrad må du krydse storslåede landskaber. Har du tid til at nyde dem? Er det en måde at trøste dig selv på, eller giver kampen for overlevelse ikke tid til at tænke på det?
Tværtimod, det er her, hele styrken i det ekstreme ligger. Inden for de miljøer, jeg krydser, er der også meget skønhed og undren. Det er også en af styrkerne ved tilpasning, det er, når man igen er i stand til at undre sig over stederne. Det vil sige, at i starten, det meste af tiden, skaber volden i disse miljøer og deres indvirkning snarere en negativ følelse, man har svært ved at værdsætte dem. Og en af markørerne for tilpasning er, når man begynder at se disse miljøer for, hvad de er. Vidunderlige, absolut ikke-humaniserede miljøer, en rå natur uden nogen ændring.
Vi er meget stolte af, at du har valgt Vuarnet til at ledsage dig på disse ekspeditioner. Hvad er din vurdering af vores produkter? Har de modstået de ekstreme temperaturer?
Jeg er også meget glad for at kunne regne med Vuarnet til at ledsage mig. Det er et materiale, der har overrasket mig positivt, især i ørkenen. Der var flere voldsomme storme med stenskred, og en gang ramte en af dem mig lige i ansigtet, ved øjnene. Den ramte brillerne hårdt, men uden at de gik i stykker. De revnede dog en smule, men det reddede mit øje, hvilket jo ikke er så dårligt! Jeg kunne også bære dem, når det var meget varmt, et meget positivt punkt. Selvom jeg brugte dem lidt mindre i Patagonien, var der alligevel en dag med strålende sol. Til daglig viser det sig, at det er meget behagelige og lette briller at bære, som er lette og sidder godt.
Til sidst, kan du give os dit syn på en Vuarnet Day?
Der er så mange. Men det ville potentielt være på toppen af et smukt bjerg, der ville overskue resten af massivet. Ideelt set Andesbjergene, fordi vi ofte har meget varierede landskaber. Fra toppen af disse bjerge kan man nemlig se store plateauer, skove og forskellige andre miljøer. Man får derfor indtryk af at kunne observere hele verden med et enkelt blik.
