Charles Dubouloz - Écrins XXL-rundtur
Vores "Fellow", den franske bjergbestiger Charles Dubouloz, afsluttede tirsdag en 13-dages tur i Écrins-massivet med omkring ti bestigninger på programmet. Vi spurgte ham om oprindelsen og udførelsen af denne bedrift.
Hvordan forbereder man et sådant projekt med så mange bestigninger? Havde du nogen bekymringer?
Min idé var at tage til dette massiv og opdage så meget som muligt. Min kendskab til terrænet var meget begrænset, så jeg brugte meget tid på at studere topos og kort. Jeg fandt værdifulde bøger (Labandes) på biblioteket på ENSA (Ecole Nationale Ski et Alpinisme), som hjalp mig meget. Jeg kontaktede også kolleger, der er guider i området, og som kender stedet godt. Efter mange timers forberedelse havde jeg en præcis idé om mit projekt.
I denne fase var der især mange ukendte faktorer, især vedrørende visse forbindelser mellem bjergflankerne. Bekymringen melder sig uundgåeligt dagene op til afgang, som før ethvert mål.
Fysisk har jeg også fokuseret min træning mere på udholdenhed og lidt mindre på klatring for at kunne klare de til tider lange dage.
Hvordan var din typiske dag under denne tur?
En opvågning midt om natten efterfulgt af en natlig tilgang. Generelt starter klatringen ved daggry og varer en stor del af dagen. Derefter en nedstigning og en forbindelse til den næste hytte... Nogle timers søvn, før man gør det igen dagen efter.
Hvad finder man i din taske til en 13 dages ekspedition ved afrejsen?
Det absolut nødvendige... men det er allerede for meget! Tasken er betydelig: ca. 10 kg.
Et reb, friends, klatresele, steigeisen, en isøkse, klatresko, noget passende tøj, lidt mad, 1 l vand...
Det skal dog præciseres, at for denne type projekt tæller hver gram, og alt bliver vejet, før afgang. Intet er overladt til tilfældighederne!
Hvad var dit bedste minde under ekspeditionen? Og hvad var din største forskrækkelse?
Det bedste øjeblik er måske toppen af Olan på 10. dagen... jeg kunne se alle de bjerge, jeg lige havde besteget. Den rute, jeg havde valgt, virkede logisk fra oven. Et smukt øjeblik af lykke delt med Joseph, min makker på rebholdet på det tidspunkt.
Jeg havde ikke store forskrækkelser, men snarere mindre behagelige passager. Især på visse meget sprukne gletsjere, hvor man skal sno sig for at undgå hullerne, eller stenskred i Olan's nordvæg. Sikke en stemning.
Du gennemførte den første del alene, hvad var din sindstilstand i de dage? Og derefter, da dine ledsagere sluttede sig til dig?
Jeg kan lide at bevæge mig alene i bjergene. Alt bliver mangedoblet, fra beslutningstagning til øjeblikke med tvivl eller lykke. Men engagementet, især i dette terræn (sprækker og dårligt klatrested), er meget vigtigt. Man skal derfor formå at bevare en vis manøvrerum, selvom alt nogle gange ikke kun afhænger af mig, men også af held. Det er jeg bevidst om, og derfor forsøger jeg ikke at misbruge det.
Da Joseph sluttede sig til mig, var det lykken. Presset faldt tydeligvis et hak, nu kan jeg også regne med en solid makker på klatreturene... det ændrer meget! Derefter sluttede Antoine sig til mig på de sidste 2 etaper, han var frisk og i fuld form. Vi kunne fortsætte med at presse "maskinen" for at lukke cirklen så hurtigt som muligt.
Hvad fik dig til at holde dette høje tempo i 13 dage?
Uden tvivl træningen... den fra de seneste måneder, men også alle de timer brugt udenfor på at løbe, klatre, overnatte osv... siden barndommen.
Og så nok en stor motivation i dette projekt. Lysten til at opdage alle disse smukke bjerge!
Efter et sådant eventyr og en exceptionel præstation, hvad har du planlagt for de kommende måneder?
Lige nu lidt hvile og derefter forberedelse af en ekspedition til Nepal til efteråret. Det er kun om 1 måned, så det kommer hurtigt...
