Opdagelse af chilenske vulkaner
Når man tænker på Chile, er det ikke nødvendigvis skiløb, der først falder én ind. Alligevel tøvede Stéphane Guigne og Étienne Merel for et par måneder siden ikke længe, før de krydsede verden, da muligheden for en skitur bød sig. På programmet stod 1500 kilometers kørsel gennem landets vulkaner, en odyssé mellem sne og jungle, før de sluttede ved foden af Stillehavet. Et eventyr, hvor de fik mulighed for at prøve vores nye model Vuarnet Ice under virkelige forhold.
Fotokredit: Stéphane Guigné
Hej Stéphane, kunne du præsentere dig selv med få ord?
Jeg voksede op i Alperne i en familie, hvis filosofi er at leve så mange oplevelser som muligt. Så vi tilbragte mange weekender med at vandre i bjergene. Jeg fortsatte hurtigt med at anvende dette med vennerne, hvad enten det var til rulleskøjteløb eller skiløb, og til sidst til rejser. Jeg begyndte at interessere mig for fotografi og udvikle min kritiske sans under mine videregående studier i Paris. En af mine bofæller var en ægte entusiast af analog fotografi. Med ham udviklede jeg denne passion for billedfremkaldelse i mørkekammeret. Derefter forlod jeg Paris for Canada for at arbejde og opdage et kontinent, jeg kendte lidt. I dag er jeg vendt tilbage til mine bjerge i Grenoble, udgangspunktet for alle mine eventyr. Uanset hvad, når jeg forlader mit hjem, hvad enten det er for at stå på ski eller rejse, er mit kamera det første, jeg pakker i min taske.
Sidst på sommeren sidste år tilbragte I ti dage i Chile med Étienne Merel, hvad motiverede denne destination?
Vi var meget motiverede af tanken om at slutte os til Nathan og Sophie, et venindepar, der var på verdensturné på cykel. De befandt sig i Bolivia for deres sidste måned på det sydamerikanske kontinent. Mens de ledte efter idéer til at parkere cyklerne lidt og få en anden oplevelse, genoptog de kontakten med Étienne for at få kontaktoplysninger på Chanchita Bus, som han allerede havde kørt en roadtrip med i Argentina. Jeg tror, i det øjeblik de nævnte idéen, havde den allerede rejst for langt i hans sind, og han kunne kun tage afsted igen. Kort tid efter, mens jeg var på en surf-roadtrip i Portugal, modtog jeg en SMS: "Kunne du tænke dig at tage to uger for at mødes med Nath og Soph i Patagonien for at bestige nogle vulkaner på ski og rejse ombord på Chanchita Bus?" Jeg skulle bare sige ja, alt var allerede planlagt, og dagen efter havde jeg mine billetter.
Jeres udgangspunkt var Temuco, beliggende syd for Santiago. Hvad var de vigtigste etaper på denne rejse? Hvor mange kilometer tilbagelagde I?
De vigtigste etaper blev defineret af de vulkaner, vi ønskede at bestige, men også af vejret og vejforholdene. I rækkefølge besteg vi Lonquimay-vulkanen, forsøgte at nærme os Llaima-vulkanen, besøgte byen Pucón, vandrede i El Cani-reservatet, besteg Villarrica-vulkanen, vandrede i junglen og tog en to-dages kajaktur omkring Hornopirén. Det er lidt over 1000 km i alt, hvilket allerede er en hel del! Jeg førte en rutebog detaljeret for dem, der er interesserede!
Hvordan organiserer man sådan en roadtrip? Brugte I meget tid på forberedelse?
Denne gang er det nok en af de rejser, vi har forberedt mindst. Men det faktum, at vi havde Manu fra Chanchitas Bus som bor lokalt og kender regionen godt, hjalp os meget. Vi fortalte ham blot, at vi ønskede at bestige et par vulkaner på ski og opleve Patagoniens vilde side, måske i kajak. Vi aftalte derefter et mødested, helt syd i Chile, for at stige på bussen og starte eventyret uden at være for langt fra vores mål. Men den egentlige planlægning af projektet fandt sted den første aften ombord på bussen, med Manu, alle 5 bøjet over et kort. Vi indså hurtigt, at vi sandsynligvis ikke ville nå alt det, vi havde ønsket os! Vi ville især køre sydpå mod Torres del Paine Nationalpark for at se gletsjerne, der løber ud i det turkisblå vand, og se nogle mytiske bjerge undervejs som Fitz Roy. Men vi havde ikke rigtig bemærket, at det var 2000 km længere nede, og med vejens tilstand og bussen, viste det sig hurtigt at være for kompliceret.
Kan du fortælle os mere om denne berømte Chanchitas Bus?
Oprindeligt er det en gammel Mercedes-bus fra 70'erne. Manu fandt den tilfældigt, mens han boede i Argentina. Den stod foran et værksted, der ville skille sig af med den for næsten ingenting. Bussen var virkelig i dårlig stand indeni, men motoren fungerede stadig perfekt. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad den kunne blive til, når den var indrettet. Som en sjov detalje var bussen desuden registreret som "Ski 884". Ideen opstod derfor for ham at lave den til en basecamp for ryttere, der kom for at stå på ski på dette kontinent. Det tog ham 1 år at indrette bussen fuldstændigt og gå fra et tomt skal uden vinduer til en lille, komfortabel hytte med 5-6 sovepladser. Og man skal selvfølgelig forestille sig, at det ikke er så let som i Frankrig at finde reservedele og råmaterialer, hvilket ifølge ham var det mest komplicerede at håndtere.
Og hvordan er livet ombord ?
Livet ombord var endnu bedre end i mine drømme. Jeg er vant til at køre på roadtrips i små campervans, jeg har selv en, men dette er en helt anden dimension. Det er lidt som den amerikanske drøm, alt er større. Der er virkelig plads til 5 personer, samt al komforten fra en lille bjælkehytte. Der er endda en brændeovn! Men den største luksus var ikke at skulle køre, da bussen kommer med sin chauffør, Manu, samt hans co-pilot og trofaste følgesvend Bengoa. Det var virkelig ferie, for udover at have en lokal guide, kunne vi slappe af undervejs. Hvad kunne man ønske sig mere?
Lad os vende tilbage til jeres primære mål, som var at stå på ski på de chilenske vulkaner. Hvordan gik det? Levede det op til jeres forventninger?
Det var en betagende oplevelse. Jeg havde allerede besteget flere vulkaner på Hawaii, i Oregon og for nylig på Réunion, og hver gang er det unikke oplevelser. Og denne gang var ingen undtagelse, da det var første gang, de var dækket af sne. Men frem for alt kunne vi for første gang observere smeltet lava kun få meter fra os i Villarrica-krateret. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken. Alene for det var rejsen det hele værd. Uden at nævne, at vi var meget heldige med vejret og sneforholdene, da det stadig sneede den første nat i bussen. Selvfølgelig var der lidt frustration over at se alle de tårnhøje vulkaner i horisonten og ikke kunne bestige dem alle, men det ville have krævet meget mere tid!
Hvad er den primære forskel på bjergene, vi kender i Frankrig og Europa?
For mig er den primære forskel formen. Kommer jeg fra Alperne, er jeg vant til at se takkede mure tegnet af vores bjergkæder i horisonten. I Chile, i den region hvor vi var, er landskabet relativt fladt, det er kun prydet af et par store kegler, der rejser sig mod himlen. Kegler, der er to tredjedele hvide og uden vegetation på den øverste del og en tredjedel grøn nedenfor, hvor en fugtig og tæt jungle dannes.
Hvilken anekdote vil du huske fra denne rejse?
For at skabe kontrast til vores eremitliv midt i naturen, tog vi ud at danse for at fejre Chiles uafhængighedsdag. Vi befandt os under et telt og lyttede til chilensk musik med alle generationer. Stemningen var vild, og vi blev introduceret til Terremoto (bogstaveligt oversat "jordskælv"). Det er en pint fermenteret vin med ananasis, der får jorden til at vibrere og især benene til at ryste. En delikatesse!
Hvis du skulle give et råd til at besøge regionen?
Hvis du elsker vild natur, så tøv ikke og bestil dine flybilletter.
Kan du til sidst give os din vision af en Vuarnet Day?
For mig handler en Vuarnet Day ikke om varighed eller planlægning. Uanset om det er på en roadtrip til den anden ende af verden som denne eller en miniekskursion før/efter arbejde, er det vigtigste at bryde ud af hverdagen, komme tættere på naturen og observere det smukke lys.
